Valgkamp 2011: Er medierne anklagebænk eller talerstol?
Ved dette valg har nogle tv-programmer ændret fokus fra diskussion om fremtidens udfordringer til anklager om fortidens gerninger. Det sætter den retoriske scene for politikernes kontakt med vælgerne, og det har konsekvenser.
Af Peter Palshøj til Altinget.dk
Aldrig har vi haft en så mediedækket valgkamp til et folketingsvalg. Med den massive tv-dækning hviler der et tungt krav om variation og fornyelse på tv-kanalerne.
Ved dette valg har vi for eksempel set på politikken som røgindhyllet håndboldkamp, gyser fra Christiansborgs gange og studieværtens hurtige skift mellem fra bestemt mødeleder til bidsk anklager.
Tv-programmernes rammer placerer politikerne i nogle særlige retoriske scener. Enten er de på anklagebænken, eller også er de på talerstolen.
Tre retoriske scener står tydeligt i erindringen fra de seneste ugers mediedækning her ved slutningen af valgkampen.
Retorisk scene nr. 1 – Barfoed under anklage i Christiansborgs tomme gange
Mange gyserfilm har en glidende kameraføring, som giver os fornemmelsen af, at noget uhyggeligt kan komme til syne fra en forudsigelig vinkel. Pludselig kan en overfaldsmand springe frem fra en ukendt kant. Heltens rolle er så at afsløre overfaldsmanden i tide. Samme scene sættes ofte, når helten skal foretage den afgørende afhøring af den smarte forbryder.
Sådan tegnes den retoriske scene for DR1’s møder med partierne. Og værten Jens Olaf Jersild følger scenen op som inkvisitorisk udspørger.
I mødet med Det Konservative Folkeparti forsøger Lars Barfoed at forklare partiets nye samarbejde med Det Radikale Venstre. Han afbrydes konstant med skarpe replikker og et stenhårdt blik fra Jens Olaf Jersild.
Fra studieværten lyder det næsten uafbrudt: “Ja,ja, men er det så bare en hyggelig aftale om at drikke the eller kaffe, men der er ikke noget politisk indhold i det, siger du, men altså skal der ikke gennemføres politik henover midten, er det ikke det, der er meningen?”, og: “Men så må jeg spørge, men hvad er det? Hvad er det politiske indhold? I må jo sige noget til jeres vælgere, hvad er det, I vil samarbejde om?”
Indimellem de afslørende og inkvisitoriske spørgsmål forsøger Lars Barfoed så at forklare sig. Men afbrydelserne vælter ned over ham, som var han en brødbetynget forbryder i en amerikansk retssal. Pludselig er vi mere end tre minutter inde i udsendelsen. Som seer er det svært at ryste starten af sig, man fornemmer hele tiden en underliggende stemning af skyld, forsvar og afsløring.
Retorisk scene nr. 2 – Politisk håndboldkamp med påstande uden belæg
TV 2 bød på et alternativt tv-valgmøde fra Silkeborg Hallerne. Her var der jublende tilhængere som ved gammeldags valgdueller og som ved håndboldkampe. Partiernes repræsentanter gik ind på banen indhyllet i røg.
Debatten var delt op i de to hold, rød og blå. Rammerne var hurtige udsagn og kontant afregning. Resultatet blev en politisk debat, som langt hen ad vejen kun gav mulighed for meget korte politiske påstande. Belæggene for de politiske udsagn var der til gengæld ikke meget plads til under kampen.
Politiske påstande uden belæg giver et hurtigt overblik over, hvad partierne står for, men ikke hvorfor de står for det. Formen giver måske information til vælgere, der sjældent følger politik. Men formen efterlader også et indtryk af overfladiske politikere, som går efter de billigste point.
Retorisk scene nr. 3 – Studieværten som Dr. Jerkyll and Mr. Hyde, fra mødeleder til anklager
TV 2 bød på et topmøde mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen efter to ugers valgkamp. På mange måder et forfriskende program, hvor udgangspunktet var en række danskeres oplevelse af virkeligheden i Danmark anno 2011.
Studieværten Johannes Langkilde sikrede denne jordnære debat som god debatleder mellem to tændte debattører. Men nogle gange undervejs skiftede Johannes Langkilde rolle fra mødelederen med de uddybende spørgsmål til den aggressive udspørger på seernes vegne.
Dermed skiftede scenen, og de to kombattanter kom under anklage. Formen tvang dem i defensiven.
For eksempel da Helle Thorning-Schmidt bliver bedt om at redegøre for planen med de 12 minutter. Hun starter, men efter få sætninger afbrydes hun af Johannes Langkilde: “Alt det her har vi hørt dig sige før, Helle Thorning-Schmidt. Den her gang vil jeg gerne bede dig om at være konkret, fordi vi er nu 14 dage inde i en valgkamp, og nu siger du noget, vi har hørt mange gange før. Du siger i gennemsnit 12 minutter mere om dagen, skal vi arbejde 12 minutter mere om dagen eller én time mere om ugen?”.
Studieværten har inden bedt de to statsministerkandidater om at stå på mål for henholdsvis de 12 minutter og reformen af efterlønnen. Med det anklagende spørgsmål kommer studieværten selv til at stå på mål for nogle underforståede belæg, der lægger grunden for seernes opfattelse af, hvad Helle Thorning-Schmidt svarer.
Fokus på fortidens gerninger
For ikke mange år siden blev valgkampen dækket gennem en partilederrunde ved udskrivelsen, en præsentationsudsendelse for hvert parti i løbet af de 3 uger, og så igen afslutningen med partilederdebat.
Nu vælter det formelig ud af tv-skærmen med valgdækning, uanset hvilken kanal man kigger på og næsten uanset tidspunktet af døgnet. Derfor er der et stigende pres for variation og opmærksomhed om det enkelte program. Det får konsekvenser for den retoriske scene, som politikerne kan udfolde sig på.
Politikere vil billedlig talt helst have en retorisk scene, hvor de kan stige op på en talerstol. Derfra kan de så tale uforstyrret om det, de anbefaler os vælgere af hensyn til fremtiden. Men i stigende grad bliver de budt en scene, hvor de bliver placeret som de skyldige på anklagebænken.
Den klassiske retorik fra oldtidens Grækenland og Rom skelnede mellem 3 såkaldte talegenrer. Den politiske om fremtidens udfordringer, den retslige om fortidens gerninger og hyldesttalen til glædelige og sørgelige begivenheder.
Den gang som nu har genren, eller den retoriske scene, betydning for, hvordan man kan argumentere. Det er kun i Kinderæg, at man kan få hele tre ting på én gang, det går ikke i retorikken. Enten forsvarer man fortidens gerninger, eller også taler man om fremtidens muligheder.
Medierne har skrevet en del af manuskriptet
Nogle vil måske udlægge denne kommentar som en klagesang på vegne af politikere, som ikke vil have ubehagelige spørgsmål, og ej heller vil konfronteres med den barske virkelighed uden for tv-studiet. Men den klagesang er der mange politikere, som klarer meget bedre selv.
Her handler det om, at tendensen går i retning af tv med fokus på anklagebænken, konfrontationen og studieværten. Sådan må det i en eller anden grad være i en tid med konkurrence mellem tv-stationerne og de enkelte programmer, ofte uden faste deadlines.
Nye programformer og skarptskårne vinkler er en vej til flere seere. Det vigtige spørgsmål er, om det så samtidig øger informationen og valgdeltagelsen.
Argumentationen giver os et billede af politikerne, og der er selvfølgelig fa’n til forskel på, om vi i det flygtige mediebillede møder den enkelte politiker som en person med nogle klare bud på fremtiden eller som en småsvedende og suspekt personage under anklage.
Som seer må man tage det, man ser, for gode varer. Man ser det jo med egne øjne. Men medierne har på forhånd skrevet en del af manuskriptet, når de etablerer den retoriske scene for politikerne.
Større åbenhed om rammer og roller
Naturligvis skal politikere konfronteres med konsekvenserne af deres politik gennem de seneste 4 år. Men hvem vil stemme på politikere, man stort set kun ser på anklagebænken med replikker, som mest af alt er påstande uden belæg?
Her er noget at overveje for journalister, redaktører og politikere.
Første skridt kan være, at medierne ved programmernes start og undervejs forklarer, hvorfor rammerne er, som de er. Og at studieværterne gør det klart, hvilke roller de selv indtager på den retoriske scene. Begge dele kan nok gøres mere tydeligt, end det sker i dag.
Vel skal der afsløres ting i politik fra tid til anden, og vel skal politikere stå til ansvar for deres beslutninger. Men vigtigst af alt er dog debatten om, hvad de anbefaler os for fremtiden.
Vi får se næste gang – om senest fire år.