Valgkamp 2011: Det’ økonomien, tosse!

Økonomien er valgkampens centrum. Men hvordan kan man diskutere økonomi, så vælgerne forstår det, spørger retoriker Peter Kock Palshøj, der peger på, at diskussionen ofte bliver et spørgsmål om ansvarlighed over for retfærdighed

Af Peter Kock Palshøj til Altinget.dk

Økonomien har været i centrum, siden Lars Løkke Rasmussen udskrev valget. Dermed er partierne fulgt i fodsporene på Bill Clintons berømte slogan “It’s the economy, stupid!”, eller på dansk: “Det’ økonomien, tosse!”

Problemet er bare, at de fleste af os jo er nogle tosser, når det kommer til økonomi.

Det er vel knapt et par procent af danskerne, som er uddannet som bankassistenter eller økonomer, mens måske 98 procent af befolkningen i en eller anden grad kan identificere sig med problemerne bag TV3’s seer-succes “Luksusfælden”.

En gammel retorisk sandhed siger, at de fleste mennesker i bund og grund ikke forstår tal over 10. Og umiddelbart forud for valgkampen var der samtidig økonomer, som meldte sig ud af den offentlige debat.

Økonomien er altså et centralt valgtema, som de færreste forstår sig på, og hvor overdommerne har meldt sig ud af kampen.

Fnidder
Tal, statistik og logik skal naturligvis være på plads, men det er værdier, følelser og troværdighed, der flytter stemmer for alvor. Det er derfor, vi oplever talfnidder som i diskussionen om fremtidens uddannelser. Her forsøgte de politiske løjtnanter Morten Bødskov (S) og Troels Lund Poulsen (V) gensidigt at nedbryde modpartens troværdighed. Begge påstår de, at den anden manipulerer med tallene i statens uddannelsesbudget. Spørgsmålet er, om der er skåret 5 milliarder på uddannelserne, eller om der er tværtimod er tilført 2 milliarder.

Milliarderne flyver rundt, og det er aldeles uklart, hvad der op og ned. Det bliver til talfnidder, som ingen vælger kan gennemskue. Det handler ikke længere om fakta, men om troværdighed.

Retfærdighed vs ansvarlighed
På generalniveau, blandt partilederne, kommer valgkampens diskussion om økonomi typisk til udtryk i en diskussion mellem to modsatrettede positioner. Begge blokke påkalder sig godt nok ønsket om vækst, men blå blok fremhæver samtidig værdien af ansvarlighed, mens rød blok fremhæver retfærdighed.

Debatten kredser om disse to spørgsmål: er det ansvarligt, at staten i en krisetid låner penge i udlandet og henter flere penge op af vores lommer, eller er det retfærdigt, at arbejdsløshed og velfærd i højere grad bliver den enkeltes egen hovedpine?

Imens kan man noget forundret spørge sig selv, hvor ansvarligt det er med et statsunderskud på 85 milliarder, eller hvor retfærdigt det er, at hver dansker skal arbejde 12 minutter mere uden nærmere angivelse af, hvordan det skal ske.

Det bidrager ikke til klarheden, at rød blok nu understreger deres forsigtighedsprincip. De vil ikke bruge pengene, førend de er i kassen. Det er vel det, man må betragte som ansvarlighed, altså blå bloks dominerende værdi.

På tilsvarende vis præsenterer blå blok tilbagetrækningsreformen med argumentet om, at det ville være uretfærdigt at afskaffe efterlønnen fuldstændigt, derfor har vi nu seniorførtidsordningen.

De to blokke abonnerer altså på det samme sæt værdier, men vægter de enkelte værdier forskelligt.

Det er i valget mellem de enkelte værdier, at partierne kan vinde frem blandt de tvivlende vælgere. Partiernes opgave er nu at overbevise tvivlerne om, hvilke værdier der er vigtigst. Derfor vil vi i de næste dele af valgkampen se to retoriske slagmarker for økonomien.

Følelser og troværdighed
På den ene slagmark handler det om at bruge sproglige billeder og eksempler med følelsesappel. Her argumenteres for, at den ene bloks værdier er vigtigere end modstanderens. Det er dér, vi allerede hører Lars Løkke Rasmussens spørgsmål om, hvilke hjemmehjælpere og pædagoger som skal arbejde mere. Og det er dér, vi hører rød blok tale om slagteriarbejderne med slidte skuldre, som nu mister retten til efterløn.

På den anden slagmark handler det om troværdighed. I retorikken er troværdighed en del af begrebet etos, de karakteregenskaber vælgerne tillægger de enkelte politikere.

Aristoteles fastslog i sin bog om retorikken, at et stærkt etos især handler om ærlighed, vedholdenhed, engagement, kompetence samt velvillighed over for tilhørerne. Intet er forandret fra antikkens Grækenland til disse ugers valgkamp, en politikers etos er kombinationen af disse dyder.

Det handlede om etos, da Lars Løkke Rasmussens overraskende forlod sit podie under søndagens partilederdebat, og stillede sig direkte over for foran Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal.

Ingen er længere i tvivl om statsministerens stærke engagement i spørgsmålet om økonomisk ansvarlighed. Tiden må så vise, om det styrkede hans etos så meget, at det også gavner Venstres tilslutning på valgdagen.

Det bliver spændende at følge debatten om økonomi i valgkampens sidste 2 uger. Bliver det til den ene gang talfnidder efter den anden, eller bliver det til ægte politisk fight om grundliggende økonomiske værdier som ansvarlighed og retfærdighed?

En ting er sikkert: efter hver omgang talfnidder vil store dele af vælgerne være i tvivl, blev der nu talt om millioner, milliarder eller noget helt andet? Det vil næppe forøge valgdeltagelsen.

Husk bankrådgiverne
Det er måske en god idé, hvis de politiske løjtnanter og generaler minder sig selv om, hvordan det er gået med bankrådgivernes etos. I 00’erne respekterede vi bankrådgiverne. Fra en bankrådgiver forventede man kompetence og velvillighed over for bankens kunder. Efter finanskrisens frembrud har mange danskere oplevet, at bankrådgiveren i højere grad er sælger og oftest med større velvilje over for banken end over for kunden.

Endelig er det værd at minde om vinderformlen, der faktisk stod skrevet på tavlen i Bill Clintons kampagnecenter i 1992. Der stod: “1: Forandring kontra mere af det samme, 2: Det’ økonomien, tosse! og 3) Glem ikke sundhedsforsikringen”.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial