TirsdagsTropen #1 – synekdoke

Troper og figurer

Har du nogensinde brugt en præteritio, en antimetabole eller en isokolon? Nej? Det har du så måske alligevel!

Når vi skriver og taler, bruger vi en lang række retoriske kneb der er så integrerede i vores dagligdag, at vi knap nok lægger mærke til dem. Nogle bruger vi bevidst, andre helt ubevidst. Men hvad de færreste ved, er at der findes begreber for overraskende meget af alt hvad vi går og siger til hinanden. Det kan være alt fra små finurligheder i de enkelte ords betydning, i kategorien troper, til grammatiske systemer i tekst eller tale, i kategorien figurer. Både troper og figurer kan være brugbare og sjove at kende til, så derfor byder vi nu velkommen til Rhetors nye blog-serie: TirsdagsTroper og FredagsFigurer!

Over de næste tirsdage og fredage vil vi præsentere dig for stærke, sjove, underlige og effektive begreber inden for retorisk stil for at udvide den nørdede del af din retoriske værktøjskasse. Hov, der var da vist lige en ufrivillig metafor!

I dag er det blevet tirsdag, og vi skal have udfoldet den første trope i serien. Valget er denne gang faldet på den mundrette synekdoke.

Synekdoke

At forstå noget med noget andet
Ordet synekdoke betyder “medopfattelse”, og tropen optræder typisk hvor ord med en snæver betydning bliver brugt som repræsentant for ord med en bred betydning. Det handler altså om at man forstår noget med noget andet, oftest hvor man bruger delen i stedet for helheden.

Et hverdagsudtryk som “kendt ansigt” er en synekdoke. Det er en måde at omtale mennesker man kender eller har mødt, men hvor ordet “ansigt” repræsenterer hele mennesket, altså delen i stedet for helheden. Det er et ret uskyldigt eksempel. Synekdoken kan til gengæld også bruges strategisk med stor pondus, og vi oplever den ofte i politisk debat. Lad os illustrere det ved at kigge nærmere på to kendte ansigter(!).

Synekdokens slagkraft: Fattig-Carina og Dovne-Robert
Da Özlem Cekic i 2011 fremhævede kontanthjælpsmodtageren Carina som eksempel på fattigdom, spredte der sig lynhurtigt en fortælling om “Fattig-Carina” gennem alle landets medier. Fortællingen om Fattig-Carina fungerede synekdokisk fordi Carina (delen) blev udråbt som repræsentant for fattigdom (helheden) i Danmark. Den politiske debat var pludselig blevet et begreb rigere, og selvom synekdoken med Fattig-Carina senere viste sig at være misvisende, nåede den at etablere sig i danskernes parlør – og den har endda affødt udtrykket “Carina-effekten” hvilket siger lidt om dens betydning.

Det andet kendte ansigt er Dovne-Robert. I 2012, kort efter Fattig-Carinas indtog i de danske medier, accelererede historien om kontanthjælpsmodtageren Robert. I DR2’s “På den 2. side” fortalte han åbent om at have afvist et job hos McDonald’s fordi han kun ville tage imod meningsfuldt arbejde. Han blev hurtigt døbt “Dovne-Robert”, og igen havde den politiske debat et ansigt at bruge som repræsentant for kontanthjælpsmodtagere.

En variant af synekdoken der ikke bliver brugt ligeså ofte, er den omvendte: helheden i stedet for delen. Vi ser den ikke så tit, men et eksempel kan være den internationale kritik på sociale medier af Færøernes traditionelle grindehval-jagt. Her bliver Danmark (helheden) ofte holdt ansvarlig for hvad der sker på Færøerne (delen) gennem opråb som fx “Stop the Denmark Dolphin and Whale Killing Festival“.

Hvad kan vi bruge den til?
Synekdoken er stærk fordi den giver muligheden for at forstå noget abstrakt med noget konkret når man benytter delen i stedet for helheden. Et ord som “kontanthjælpsmodtager” er abstrakt, men “Fattig-Carina” og “Dovne-Robert” er bundet op på konkrete personer med en konkrete historier som er mere nærværende og relatérbare, og derfor er synekdoken et stærkt retorisk redskab.

I retorikken er det en essentiel disciplin at kunne gøre det abstrakte konkret, så næste gang du rejser dig for at tale, præsentere eller fortælle, kan bevidstheden om synekdoken være en hjælp til at gøre dit stof lettere at forstå. Hvis dit publikum husker delen, husker de også helheden