Stålsat værdighed – Retorisk analyse af Jens Stoltenbergs tale i Oslo Domkirke efter Utøya

Af Kell Jarner Rasmussen, adm. direktør, Rhetor – rådgivende retorikere

Stoltenberg and the Norwegians have redefined political courage, not as the macho swagger of “we’ll get the bastards”, but as the steely dignity of refusing to drink the toxic Cool-Aid of fear and rage. – The Irish Times, 26. juli

Nogle taler er som massive bjerge af ord, fulde af gentagelser, variation, rytme, stigninger og voldsomme billeder, der river og flår i publikums følelser. Det er denne tale ikke. Den er knap og afmålt i sit udtryk. Ordene er upåfaldende og lavmælte, sætningerne korte og enkle, næsten hverdagsagtige:

I dag skal vi tillate oss å stoppe litt opp (…) Mange av oss kjendte noen som er borte (…) Jeg kjendte flere.

I denne situation, kunne man tænke, ville det være passende at vise følelser, mange endda. For de er der jo. Regeringspartiets bygninger er bombet, uhyggeligt mange unge politkere er nedslagtet med koldt blot på en lille ø. Det er horribelt, ubærligt.

Utøya vs Tucson: Samme vanvid, anderledes retorik

Man kunne henlede Stoltenbergs opmærksomhed på et retorisk forbillede, som i dén grad behersker kunsten at håndtere følelser i det offentlige rum, nemlig Barack Obama. I starten af 2011 holdt Obama en mindetale i Arizona, Tucson, efter et skyderi, der på mange måder minder om Anders Breiviks attentat på Utøya. Gerningsmanden i Tucson var også en enlig højreradikal galning, han havde også lagt et politisk manifest på internettet, og ofrene var også politikere fra det siddende regeringspartis egne rækker. Den tale, Obama efterfølgende holdt i Tuscon var en opvisning af en mindetale, skrevet og leveret efter den recept, at skal sorgen heles, så skal følelserne ud. Obama bragte sit publikum fra sorg til glæde (over de overlevende), til stolthed og håb for nationens fremtid. Publikum græd som piskede, gav stående ovationer og omfavnede hinanden. Mest intens var talens pathos i slutningen, hvor Obama talte om et af ofrene, den kun 9-årige Christina Taylor:

Christina was given to us on September 11th, 2001, one of 50 babies born that day to be pictured in a book called “Faces of Hope.” On either side of her photo in that book were simple wishes for a child’s life. “I hope you help those in need,” read one. “I hope you know all the words to the National Anthem and sing it with your hand over your heart.”
“I hope you jump in rain puddles.”
If there are rain puddles in Heaven, Christina is jumping in them today. And here on this Earth — here on this Earth, we place our hands over our hearts, and we commit ourselves as Americans to forging a country that is forever worthy of her gentle, happy spirit.
May God bless and keep those we’ve lost in restful and eternal peace. May He love and watch over the survivors. And may He bless the United States of America.

Denne slutning er designet til at vække følelser. De håbefulde ønsker til pigens fremtid skaber en grum kontrast til hendes alt for tidlige død. Billedet af den lille pige, der danser i regnpytter i himlen er uhyre smukt, næsten alt for meget. Påkaldelsen af Gud i tre led, der starter på samme måde, virker som en udgangsbøn og samler menigheden i tro, håb og kærlighed ligesom præsten i kirken. Det er kollosal pathos, og både passende og forløsende i situationen.

Burde Stoltenberg have læst sin Obama, før han skrev sin mindetale? Svaret er nej. Det ville være en kæmpe fejl at rådgive Stoltenberg til at gøre som Obama. Selvom Tucson-talen hører til de helt store, så kan den ikke bruges som model for alle andre mindetaler. Sat overfor Tucson-talen virker Stoltenbergs tale i Oslo næsten modløs. Men det er kun på papiret. Skal vi forstå dens faktiske virkning på publikum, er vi nødt til at se den i lyset af den situation, den bliver holdt i:

For det første holdes talen ikke i USA, men i Norge. Det er velkendt, at vi i det høje Nord ikke har tradition for pathos i det offentlige rum, i hvert fald ikke af den åbenlyse slags. Følelserne skal være der, hvis emnet kalder på dem, men de må påkaldes mere subtilt, med mindre fagter, ellers virker det anmassende. Stoltenberg lever op til stedets krav, han fremkalder store følelser, men han gør det med små ord.

For det andet har vi ikke den samme religiøsitet at spille på, som de har i USA. Ved at påkalde Gud og træde ind i en præsterolle kan Obama transcendere de faktuelle begivenheder og skabe håb og mening på et højere plan – den samme mulighed har Stoltenberg ikke.

Og for det tredie er der den afgørende forskel, at Obama har større afstand til begivenheden. Han taler, fordi han er præsident, og ikke fordi han er personligt involveret i tragedien. Stoltenberg, derimod, er i høj grad personligt involveret. Han kendte flere af de dræbte, og han kunne selv have været en af dem. Han færdes daglig i de bygninger, som blev angrebet; det var et tilfælde, at han var ude af huset, da bomben eksploderede. Det er hans parti, hans partifæller og ham selv, der har været under angreb. For nordmændene må de første interviews efter attentatet næsten have været som at se deres leder kravle op ad bombekrateret og børste støvet af skuldrene, før han begyndte at tale. Kunne han bevare det kølige overblik? Klarede han den, eller ville han bukke under for granatchok? Denne nærhed til begivenhederne gør, at Stoltenberg i sjælden grad fremstår autentisk og nærværende i situationen; han er ikke blot statsminister, men et sårbart menneske i begivenhedernes midte. At udfolde en større retorisk palette, ligesom Obama, ville virke besynderligt og alt for velovervejet.

Forfærdet, men fattet: I karakter som landsfader

Talens ordknappe og neddæmpede stil passer derfor til både manden og situationen, og den øver i sig selv en stor virkning på sit publikum. Stilen tilhører et menneske, som trods personlige tab og midt i en ekstrem krisesituation, forfærdet, men fattet, træder i karakter som landsfader. Et hudløst og såret menneske, som tilsidesætter sig selv i bestræbelsen på at hjælpe sine lamslåede landsmænd. Der er en reel risiko for, at taleren vil bryde sammen i gråd. Det er nok forklaringen på, at talen er så dæmpet og sætningerne så enkle: det er for at undgå at snuble, ikke for at tilsigte en bestemt retorisk effekt. Ikke desto mindre er det uhyre effektiv retorik, fordi det fremhæver Stoltenbergs menneskelighed, og dermed forlener ham med en helt særlig aura af mod og viljekraft.

“En av dem var Monica”: Modet til at være konkret

Talens følelsesmæssige højdepunkt falder cirka midtvejs, i to afsnit, hvor han omtaler to af de dræbte, som han kendte personligt. Også her er ordene enkle og få, men for første gang ryster stemmen af indestængt gråd:

En av dem var Monica. I rundt 20 år jobbet hun på Utøya. For mange av oss var hun Utøja. Nå er hun død. Skutt og drept mens hun skapte omsorg og trygghed for undgom fra hele landet. Hendes mand John og døtrene Victoria og Helene er i Drammen kirke i dag. Det er så uretfærdig. Dere skal vite at vi gråter med dere.

Gråden ved en begravelse bryder gerne ud, når talen falder på konkrete detaljer, som får tilhørerne til at ‘se’ den afdøde for sit indre blik. Er det et nærtstående familiemedlem, der taler, sker det ofte at talen forstummer netop hér, fordi den talende overvældes af følelser. Derfor vælger taleren ofte at holde sig til det generelle. Men Stoltenberg har mod til at være konkret. Ved at nævne familiemedlemmerne ved fornavn, viser han, at han kender dem ganske godt. Ved at nævne, at manden og døtrene er i Drammen kirke, minder han om at denne mindehøjtidelighed ikke kun finder sted i Oslo Domkirke. Lige nu og her holdes tilsvarende ceremonier overalt i Norges kirker. Hermed mangedobles følelsen, den bliver fælles. Ikke blot Stoltenberg, men hele Norge sørger på én og samme tid med den lille familie, der har mistet deres Monica. Stemningen i kirken må have været intens og ladet med pathos.

Det er modigt, fordi taleren er personligt involveret. Han kan risikere at bryde sammen foran kongeparret, de efterladte, hele Norge og resten af verden, som ser talen på tv. Risikoen og gråden i hans stemme gør talen meget gribende, og dette at ordene er så ligefreme og almindelige forstærker kun følelsen. Måske fordi vi her for alvor mærker, at talens knaphed skyldes stærke, tilbageholdte følelser.

Bemærk, hvordan Stoltenberg lakonisk konstaterer at “Nå er hun død”. Det vidner om en indre kamp for at fatte det skete, som tilhørere i hele Norge må opleve på egen krop: Det kan ikke være rigtigt, i morgen vågner vi op og alt er alt som før. Men som landsfaderen må og skal gøre, tager Stoltenberg sig sammen, og på hele Norges vegne ser han den frygtelige sandhed i øjnene.

Når det usagte overbeviser: Sejren over Stoltenberg

En annen som er borte er Tore Eikeland. Leder av AUF i Hordaland og en av våre aller mest talentfulle undgomspolitikere. Jeg husker at han fikk hele landsmøtet i Arbeiderpartiet til å jubla da han holdt et engasjert inlegg mot EUs postdirektiv, og vant.

Hvad de færreste i Danmark, men de fleste i Arbeiderpartiet, vil vide, er at Stoltenberg selv sad lige ved siden af Tore Eikeland, da han holdt sit engagerede indlæg om postdirektivet.  De fleste i Arbeiderpartiet vil også mindes, at den, Eikeland vandt over, var Stoltenberg selv.

Det er klart, at denne usagte baggrund giver talen en ekstra klangbund hos de indforståede, som vi andre kun kan forsøge at leve os ind i. Anerkendelsen af den afdøde unge mand får en særlig dybde, når den kommer fra selve den statsminister, han vandt over. Og dette at Stoltenberg ikke skilter med det, ikke koketterer med det, men alene hylder den afdøde for hans bedrifter, må afføde en kollosal respekt for ham i egne rækker. Der er ingen tvivl om at Stoltenberg med denne tale har skabt samling og opbakning i sit eget parti. Han kunne have scoret billige point hos resten af verden ved at nævne sit nederlag til Eikeland, men afholdt sig værdigt fra det.

Et moralsk kompas for eftertiden

Netop talerens – og dermed Norges – værdighed er hvad talen af eftertiden må berømmes for. Arbeidepartiet er siden attentatet gået 11% frem i meningsmålingerne, hvilket talen med sikkerhed har sin del af æren for. Men det, der fører talen over i historiebøgerne, er den stålsatte moralske tæft, Stoltenberg udviser i den pressede situation. Man siger at det først er i krisesituationer, at mennesker viser deres sande jeg – i så fald har denne krise afsløret Stoltenberg som et moralsk kompas for eftertiden. Han ethos, dvs. hans karakter i offentlighedens øjne, har undergået en forvandling fra det almindelige til det forbilledlige. Netop dét kan vise sig at være talens egentlige og langsigtede effekt; at den konstituerer en rollemodel for kommende statsledere i terrorplagede nationer.

Et markant træk ved talen er, at den holder sig fra at fordømme gerningsmanden og spekulere i hvad eller hvem, der fik ham til at begå så frygtelig en handling. I det hele taget undlader han at omtale Breivik som en konkret person, vi kan rette hadet mod. Det onde omtales kun abstrakt som “den største ugjerningen siden krigen” og “ondskapen i all sin gru”. Det sted i talen, hvor han kommer nærmest på at omtale Breivik direkte, er hans budskab netop ikke hævn, men kærlighed:

Ingen har sagt det finere enn AUF-jenta som ble intervjuet av CNN: “Om én mann kan vise så mye hat, tenk hvor nye kærilghed vi alle kan vise sammen”

En tale hævet over fjendebilleder

I Danmark raser debatten i disse dage om årsagen til – og skylden for – den radikalisering, der afføder en Brevik. Attentatet har sat ild til indvandrerdebatten herhjemme, hvor de gensidige beskyldninger fyger frem og tilbage mellem de politiske fløje. Det er den hårde tone i indvandrerdebatten, der antænder hadet, siger man fra den ene side. Nej, det er tværtimod den manglende erkendelse af problemerne ved indvandringen, der får en mand som Breivik til at tage sagen i egen hånd, hævder man fra den anden side.

I Oslo-talen forsøger Stoltenberg ikke at placere skyld, selvom han sagtens kunne udnytte situationen og anklage sine politiske modstandere på højrefløjen for at opildne en psykopat som Breivik. Han kunne også kaste skyld mere inddirekte ved at betone, at det netop var Arbeiderpartiet, angrebet var rettet mod – både i Oslo og på Utøya – og dermed gøde forstillingen om, at der er et ‘vi’, de gode, som bliver angrebet, og et ubestemt ‘de andre’, de onde, angriberne – som befinder sig et sted på den anden fløj. Det ville opleves legitimt i situationen, men er samtidig en teknik, som bl.a. Hitler brugte til at opildne krigen; med uklare og inddirekte anklager at åbne et rum for konspirationsteorier.

Men Stoltenberg hæver sig op over fjendebillederne og hadet, og retter i stedet sin appel mod højere værdier:

Vi er fortsatt rystet af det som traff oss, men vi gir aldri opp våre verdier. Vårt svar er mer demokrati, mer åpenhet og mer humanitet. Men aldri naivitet.

Måske skyldes hans valg situationens alvor, som jo er forstærket af det faktum, at det er taleren selv og hans partifæller, som har været under angreb. Han har givetvis oplevet at sidde på en krudttønde, med et kæmpe ansvar for at dæmpe gemytterne, frem for at antænde yderligere splid og kamp, og dermed måske i sidste ende foranledige mere terror. Sandsynligvis derfor amplificerer, dvs. forstørrer, han problemstillingen; i stedet for at sige, at angrebet var rettet mod Arbeiderpartiet, fremstiller han det som et angreb på selve demokratiet, dvs. det politiske system som sådan, og ikke en bestemt fløj.

På den måde samler han Norge, ikke mod en fælles fjende, men om fælles værdier.

Kunsten at give døden en mening

Mindetalerens opgave er ikke blot at samle nationen i sorg over de døde, men også give døden en mening, så tabet bliver muligt at bære. Det kan taleren gøre ved at udpege de skyldige og opildne til kamp og hævn – som Bush gjorde efter den 11. september. Men taleren kan også gøre det ved at opfordre til fortsat og med endnu større ildhu at arbejde videre for det, som de afdøde levede (og døde) for. Det gjorde Reagan i 1986, efter at rumfærgen Challenger var eksploderet. Reagan betonede vigtigheden af at fortsætte med rumprogrammet, trods katastrofen, og dermed fortsætte det projekt, og den stræben efter at udforske og forstå rummet, som astronauterne havde haft. Det samme gjorde Stoltenberg i Oslo Domkirke den 24. juli 2011. Han afstod fra at dulme sorgen med anklager og løfter om hævn og straf; i stedet lovede han at styrke det demokrati og den humanisme, som de unge politikere på Utøya havde viet deres liv til.

Talens væsentlige bedrift er således at hæve den moralske barre i en tid, hvor vi udsættes for stadig mere terror, nu også i Norden. Stoltenbergs svar på den grufulde situation forvandler ham til en politiker af særligt format. Dermed konstituerer hans retorik en rollemodel, en persona, som fremtidige statsledere i lignende situationer må måle sig op mod. Denne persona er særlig interessant, fordi den, trods sin menneskelige sårbarhed og insisteren på humanisme, er stålsat. Som Stoltenberg selv formulerer det: “… mer humanitet. Men aldrig naivitet.” Dermed unddrager Stoltenberg og andre statsledere, der måtte gå i hans fodspor, sig anklagen om at gøde terrorismen med humanistisk sødsuppe og eftergivenhed. Man behøver ikke være macho for fremstå stærk.

 

I Rhetor er vi eksperter i at rådgive i retorik. Vi hjælper bl.a. organisationer, virksomheder og offentlige institutioner med at optimere den del af kommunikationsarbejdet, der handler om taler, budskabsudvikling og ledelseskommunikation. Vi har en række af ydelser som kan sammensættes på kryds og tværs til et rådgivningsforløb, der passer til lige præcis din situation – uanset hvordan din virkelighed ser ud til daglig. Tag en rundtur på hjemmesiden for at se nærmere på vores ydelser, kig på vores åbne kurser her, eller kontakt os her, hvis du vil høre mere om vores skræddersyede retorikforløb.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial