Nytårstalen efter efterlønnen: Retorisk analyse

 

Nytårstalen er blevet partipolitisk. I går vedtog Folketinget efterlønsreformen – resultatet af den politiske proces, Lars Løkke Rasmussen talte i gang i sin sidste nytårstale. Om en uges tid holder Helle Thorning-Schmidt sin første nytårstale. Rhetor trækker retoriske tråde mellem de to taler.

 

Af Christian Larsen og Peter Koch Palshøj

Lars Løkke Rasmussen 2010/2011: Da nytårstalen blev partipolitisk

Det var en trængt Lars Løkke der som landets statsminister fyldte skærmen på den altid utaknemmelige 1. januar. Sager hobede sig op, meningsmålingerne var triste og han havde ikke formået at indtage statsministeriet på samme håndfaste måde som sin forgænger. Løkke havde brug for en knage.

Knagen skulle være stor nok til at holde til alle ministerfrakkerne, og den skulle se så solid ud, at selv vælgerne ville tro på den. Knagen kom, knagen så solid ud, og så var det lige før knagen sejrede.

Knagen hed efterløn, og aldrig har en nedskæring skabt så meget politisk momentum. At afskaffe efterlønnen gjorde og gør ondt på vælgerne, men det skaffede et milliardbeløb, som den danske statskasse havde så meget brug for.

Milliardbeløbet matchede næsten for godt til gevinsten ved S-SF’s 12 minuttersplan som først skulle forhandles på plads med arbejdsmarkedets parter efter valget.

Javel, der var givet håndslag på de 12 minutter. Løkke klarede det med et håndkantsslag.

Venstre havde allerede inden nytårstalen lanceret, at der ville ske noget stort i talen. Det var ganske ukendt at frame en tale i avisannoncer, men det virkede.

Og det lykkedes også at få S-SF-planen til at fremstå ikke bare ukonkret, men også som en løsning, der lå for langt ude i fremtiden til at være et reelt svar på dagens udfordringer.

Man kan sagtens diskutere hvad der virker hurtigst: 12 minutter eller efterlønnen? Diskussionen blev ikke taget, og der er ingen, der har lyst til at tage dén diskussion, sådan som valgresultatet blev.

Men en lære er, at af to konkrete forslag, så vinder det forslag, der synes mest sandsynligt, og det forslag, som forslagstilleren selv er i sin magt til at gennemføre.

Hele det politiske år 2011 vil blive husket for at Venstre tabte, men efterlønnen (fors)vandt.

Nytårstalen vil blive husket for den tabte uskyld. Genren foreskriver at statsministeren skal tale som leder på landets vegne. Løkke gjorde den ikke bare politisk, men også partipolitisk.

Helle Thorning-Schmidt 2011-2012: Kan hun gøre nytårstalen personlig?

 

Nu står Helle Thorning-Schmidt foran sit første nytårtale.

Efter at have vundet regeringsmagten, så står Helle Thorning-Schmidt med beskyldninger om løftebrud og manglen på et klart projekt fra den nye regering. I tiden efter hendes åbningstale af Folketinget var der kritik fra kommentatorer, som fandt hendes stil upersonlig.

Nu toner Helle Thorning-Schmidt så frem på tv-skærmen. I nogle få minutter har hun helt fri adgang til danskerne. Hvordan vælger hun at gribe denne unikke retoriske situation an?

Bliver det talen, hvor Helle Thorning-Schmidt formår at tale sig i danskernes juletrætte og krisemærkede sind?

Vil hun sætte ord og billeder på den nye regerings projekt, så det i stedet for 80 tørre siders regeringsprogram bliver noget, vi alle kan se og fornemme ?

Bliver det den nære og dybe i krise i Danmark, eller kommer det til at handle om det EU, hvor Danmark er formand det næste halve år?

En ting er sikkert. Helle Thorning-Schmidt er stadig en ny statsminister i de fleste danskeres øjne.

På den ene side er hun trods alt stadig et ubeskrevet blad. Det kan hun udnytte i nytårstalen.

På den anden side så nærmer tiden sig nok også for, at danskerne gerne vil have en tydelig retning for et land, der er præget af mørke økonomiske forudsigelser.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial