Op på ølkassen, Chef

Ledere bruger meget tid på medier, men forsømmer den gode, gammeldags tale. Det er skidt, for definitionen på en leder er en person som andre følger. Og hvis der er noget der kan få folk til at træde i karakter som en person, der er værd at følge, så er det en god tale.

Af Kell Jarner Rasmussen. Artiklen er også bragt i Kommunikatøren nr. 3, 2013

For nogle år siden hørte jeg en besynderlig historie. Jeg holdt et kursus i taleskrivning, og en af kursisterne fortalte om en tale hun havde skrevet for sin formand. Hun overværede talen og blev forbløffet, da han nærmest metodisk sprang store afsnit af talen over. De ord, hun selv havde skrevet, gav ingen mening. Hun kiggede rundt, men ingen så ud til at bemærke noget. Til sidst klappede publikum og taleren trådte tilfreds ned fra talerstolen.
Senere fandt hun ud af, hvad der var sket. Ved en fejl havde formandens sekretær kun printet hver anden side ud. En katastrofe – som ingen bemærkede. Heller ikke taleren.
Hvad fortæller historien? At taler er ligegyldige? Nej, den fortæller om endnu en forpasset chance for at træde i karakter og udøve ledelse. Endnu et publikum som falder i søvn til en halvkvædet vise. Jeg læste manuskriptet, det var på mange måder velskrevet, men også meget abstrakt. Der var mange punktlister i det, men ingen historier. Havde der været historier, ville både taleren og publikum have savnet pointerne.

Taler er kedelige
Hånden på hjertet: Jeg er taleskriver. Jeg underviser talere og taleskrivere. Men når jeg holder fri, så gaber jeg over præstens tale og går udenom i en stor bue, hvis jeg ser en borgmester klippe en snor. Mit private jeg føler afsky ved konceptet CEO-på-rundrejse-holder-visionstale-i-lokalafdelings-kantine.
Hvorfor? Fordi der flyder spandevis af abstrakt tomhed fra landets talerstole. Men det er ikke genrens skyld, det er lederne og deres kommunikationsfolk der laver venstrehåndsarbejde. De prioriterer tiden på medier. Talen burde være den store, forkromede rørtang i enhver leders værktøjskasse. Taler – oldschool, unplugget, fra mund til øre – kan have en kommunikativ kraft som personaleblade, pjecer, radioudsendelser, tv-aviser og Youtube-videoer aldrig kommer i nærheden af.

Publikum er nøglen
Kraften kommer fra publikum. Det er dem, der følger, der skaber lederen. Grunden til at ledere bør prioritere taler er at mennesker har en eminent evne til at lade sig rive med i flok. Vi kender det fra underholdningsbranchen, fx koncerter, teater og cirkus. Forestillingens magi beror på at den finder sted her og nu, uden playback og sikkerhedsnet. Det kan gå galt, og netop derfor giver de den gas oppe på scenen. Nogle af publikummerne slipper tøjlerne og lader sig rive med. Andre lader sig rive af de første. Energien ryger tilbage og op på scenen, og så løfter forestillingen sig til det sublime.
På samme måde kan den massive sociale accept fra en forsamling skabe en leder. Publikum løfter taleren, og derved træder taleren i karakter.
Frygten for det modsatte kaldes taleangst. Tænk hvis du viste dig selv, og de afviste dig. Taleangst afholder mange fra at tage lederskab. Bl.a. af den grund er modige og medrivende taler sjældent hørt i Danmark – de fleste er for tekniske eller forblommede. Der findes undtagelser, som er konkrete, nede på jorden og humoristiske, de forekommer mest i mellemlederlagene og er effektiv ledelse.

Følelsernes rolle
Taler er elendige til at formidle fakta, men fænomenale til at formidle følelser. Derfor er talen et ideelt ledelsesværktøj. Den passionerede leder skal udvise fornuft og sund dømmekraft, og han skal have styr på fakta, ellers fremstår han som fantast. Men det er appellen til følelserne der får folk med i båden.
Der er en vigtig tilføjelse: Følelserne skal knyttes til et budskab, ellers hopper folk ud igen, når følelserne fordamper. Det må ikke gå som med reklamen, der fik folk til at le, men hvad var nu produktet? Da Poul Nyrup var statsminister, mødte en af mine venner ham i Amagercentret. Nyrup sang for publikum og holdt tale. Bagefter trykkede han hånd. “Han var helt anderledes end i fjernsynet. Der var ikke noget uld-i-mund, han bragede bare igennem,” sagde min ven og bedyrede at fremover ville ‘Poul’ få hans stemme, for nu havde han virkelig forstået den socialdemokratiske vision. Jeg bad ham fortælle mig om den, men han svarede bare: “Du skulle have været der.” I dag stemmer min ven på Venstre.
Følelser gør det ikke alene. De skal være knyttet til en stærk vision, som er enkel og let at formidle videre.

Den enkle vision
Irmas tidligere administrerende direktør Alfred Josephson er et ekempel på den passionerede leder, som kunne rive folk med sig i taler. Hans vision om Irma var stærk og enkel: Irma gik foran i kampen mod forarmelsen af fødevarer. Det var denne kamp, der lå til grund for den kompromisløse kvalitet, som Irma stod for under hans lederskab.
Alt for mange ledere afklarer ‘det store hvorfor’ – virksomhedens raison d’etre – oppe i glasburet, hvorpå de går ned til medarbejderne og kommunikerer hvem der skal gøre hvad, hvornår og hvordan. De gør det typisk med komplicerede PowerPoint-slides fuld af tekniske termer, forkortelser og tal. Resultatet er at medarbejderne har svært ved at se katedralen for bar stenhuggeri. Og deres nærmeste chefer – mellemlederne – reduceres til inspektører; irriterende folk som render rundt og sikrer at alle gør som de store ledere har bestemt.
I stedet skulle toplederne holde enkle taler som sætter hjørneflag på den bane, hvor medarbejderne spiller og mellemlederne lægger dagens slagplan. Giv mellemlederne ansvar for at oversætte visionerne til deres eget område. Så står de for noget, det giver dem autoritet, og nogle af medarbejderne begynder givetvis af egen drift at følge dem.

Gentagelse, gentagelse, gentagelse
På direktionsgangen lyder der ofte en klage: “Vi har jo sagt det, men de hører ikke efter. De hører altid noget andet, end det vi siger – fx at de skal fyres.”
Men det er ikke medarbejdernes skyld. De er ikke dumme, de har bare meget om ørerne. Og de har stadig de bekymringer, som lederne forlængst er kommet igennem. Byg derfor ledelsestaler med duploklodser. Gør budskaberne enkle og gentag dem igen og igen. Bill Clintons tidligere taleskriver, Tom Rosshirt, sagde det sådan her: “Du skal ikke fortælle dem alt det, du gerne vil have de skal vide. Du skal fortælle dem dén ene ting, du gerne vil have de skal huske.” Han tilføjede at det vi husker, er følelser, og følelser formidler vi bedst med historier.
Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen har taget konsekvensen og gjort talen til den store rørtang i sin kommunikationsværktøjskasse. Han holder ca. 100 taler om året og er dagligt i tæt dialog med sine taleskrivere. På sidste års taleskriver-konference, Logograf 2012, sagde han: “Man skal tro på og føle, at det er vigtigt, når Fugletårnet i Fedtmosen skal åbnes.” Thomas Gyldal Petersen griber gerne enhver lejlighed til at tale; ingen tale er overflødig, intet publikum er for småt eller ligegyldigt. Og hver gang han besøger et nyt publikum, taler han om de samme få mærkesager, fx det kommende butikscenter, men hver gang på en ny måde, som forbinder sig til det lokale publikums følelser og erfaringer.