26. april 2010

Store talere: Helmut Schmidt

Helmut Schmidt var Helmut Kohls forgænger som forbundskansler – og han står for Rhetors Christian Nicholas Eversbusch som et pragteksempel på, hvordan form og indhold hænger sammen i virkelig talekunst. Schmidt taler ligeså klart som han tænker, og både på den internationale og indenrigspolitiske scene udstråler han en myndighed og en sagkundskab, som ni ud af ti moderne politikere ville misunde ham.

Hvis man fulgte med i sine tysktimer i skolen, vil man kunne danne sig et indtryk af taleren Schmidt gennem dette klip fra efteråret 1977, hvor den daværende kansler – i en tale til nationen – markerer Rote Armee Fraktion-terroristernes mord på Hanns Martin Schleyer, daværende topchef for Daimler-Benz og tidligere formand for den vesttyske arbejdsgiverforening:

I dag, hvor Schmidt er 96 år gammel, rejser han ofte verden rundt og holder brandtaler om alt lige fra europæiske gældskriser og Ukraine-konflikten til sin inspiration fra klassisk musik og litteratur. Her et indlæg om Asiens befolkningseksplosion, som han leverede under en international konference for sikkerhed i München i februar 2014:

At den gamle kansler bliver ved med at brænde igennem, skyldes at han gennem hele sit offentlige liv har holdt fast i nogle dyder: moralsk integritet, kompromisløs seriøsitet og vedholdenhed i forhold til sine mærkesager. Det er en fin illustration af retorikkens gamle devise om, at man må kunne tro på manden, for at kunne tro på, hvad han siger.

Schmidts enorme autoritet rammer derfor også en pæl igennem den vrangforestilling, visse smarte kommunikationsfolk døjer med: troen på, at bare glasuren er sød nok, skal kagen nok glide ned.

Du vil måske også kunne lide

Der blev ikke fundet nogle artikler.