FredagsFiguren #2 – excusatio propter infirmitatem

Excusatio propter infirmitatem

At nedtone forventninger

Vi har allesammen været der. Til det ceremonielle familiearrangement hvor Onkel Torben for hundredeogsyttende gang griber en te-ske og slår den mod sit tomme vinglas. Han rejser sig. Vi ved udmærket godt hvad han skal til at sige. Det er en klassiker, nærmest en kliché: “Jaeh, nu er jeg jo ikke den store taler, men øhh…”

Men hvorfor siger han det? Måske ER Onkel Torben en stor taler? Han har i hvert fald prøvet det tonsvis af gange. Så hvorfor skal han ALTID lægge ud med at tale sig selv ned? Fordi han ved at hvis han sænker forventningerne, kan han nemmere fremstå vellykket undervejs i talen. Det er strategisk, og selvfølgelig findes der et retorisk begreb for det: excusatio propter infirmitatem!

 

Altså nu er jeg jo ikke ekspert, men...

Ja, excusatio propter infirmitatem lyder mest af alt som en avanceret besværgelse fra Harry Potter. Og det er muligvis det mest absurde begreb du kommer til at læse om her. Men det er simpelthen navnet på den legendariske stilfigur hvor du indirekte ‘undskylder’ for noget i håbet om at undgå indvendinger fra publikum. Det kan fx være at man, ligesom Onkel Torben, sænker publikums forventninger på forhånd ved at pege på ens egne manglende evner som taler. Excusatio’en (det kalder vi den fra nu af) fungerer som en slags ‘vaccine’, og formålet er at få publikum til at bære mere over med en, nu hvor man har talt sig selv ned fra begyndelsen. En slags beskedenhedsfigur, kan vi kalde den.

En typisk excusatio finder vi i hverdagsdiskussioner hvor ingen af parterne er 100% kompetente på det diskuterede emne. Hvor mange gange har vi ikke oplevet os selv, en ven eller en veninde vaccinere: “Altså, nu er jeg jo ikke ligefrem ekspert, men…” hvorefter der følger en forbløffende lang analyse af universets tilstand. Nemlig, ret ofte. Og hvis det ikke er dén excusatio, så er det “nu er det bare et gæt, men…”, “jeg har kun prøvet det én gang før, men…”, “nu har jeg ikke haft muligheden for at sætte mig ind i alle detaljerne, men…” eller en fjerde variant. Listen er uendelig.

Ofte bliver excusatio’en brugt som en slags retorisk besværgelse. Som om at når den først er kastet, ja, så virker den bare. Så sidder man efterfølgende og kan slappe helt af, for uanset hvad man har sagt, vil excusatio’en være der som redningsvest hvis bølgerne går højt i diskussionen – man har jo på forhånd sagt at det bare er et gæt og at man er nybegynder!

 

Hvad kan vi bruge den til?

Det er selvfølgelig ikke sådan at bare fordi du kaster en excusatio propter infirmitatem gennem rummet, så er du immun over for kritik. Men besværg… undskyld, figuren, kan være god at huske på hvis du står over for et publikum der har en større viden end dig på det område du skal tale om, hvis du står over for et publikum der måske endda er modvilligt indstillet over for dig, eller hvis du pludselig havner i en situation hvor du ikke er fuldstændig sikker i din sag. Der kan du så bruge excusatio’en til liiiige at snige en vaccine ind, så du nedtoner publikums trang til kritiske indvendinger.

Men pas på at du ikke misbruger den ligesom Onkel Torben – publikum skulle nødig lure dig og smide en modbesværgelse!

God weekend.

Skriv et svar

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial