Find inspiration i ferielæsningen

Talertips-logo

Sommerferien nærmer sig, og for mange er ferien forbundet med læsning. Sommerens spændingsbøger rummer dog mere end god underholdning. De kan også være et godt sted at hente inspiration. Nogle af de virkemidler, der bruges i spændingsbøger og romaner, kan nemlig også bruges i mundtlige oplæg.

Her får du et par fif til, hvad du skal lægge mærke til og lære af, når du sætter dig til rette med sommerens spændingslæsning:

  1. In medias res: “Kuglen var gået ind igennem ofrets højre øjeæble og havde passeret midt mellem de to hjernehalvdele”. Spændingsbøger begynder ofte lige i sagens kerne, som her fx Jan Guillous roman Coq Rouge. Læseren ved fra begyndelsen, at det skal handle om et mord. På samme måde er det godt, at begynde sit oplæg på en måde der med det samme vækker tilhørernes interesse og sætter fokus på sagens kerne.
  2. Sanselige beskrivelser: Spændingsbøger – og skønlitteratur i det hele taget – er fyldt med konkrete beskrivelser, som aktiverer sanserne og skaber billeder hos læseren, fx beskriver mange krimiforfattere gerningssteder ved at fortælle om konkrete sanseindtryk, både synsindtryk og indtryk af eksempelvis lyde og lugte. At bruge beskrivende konkrete detaljer kan også være et godt virkemiddel i et mundtlig oplæg. Bruger du eksempler eller historier i dit oplæg, vil konkrete deltaljer ofte styrke effekten. Konkrete detaljer, som appellerer til sanserne, gør det nemmere for tilhørerne at skabe billeder for deres indre øje. Og det hjælper dem til bedre at huske dine pointer.
  3. Kun det nødvendige: Et trejde kendetegn ved spændingsbøger er, at alle detaljer og informationer har en funktion i forhold til bogens handling og karaktertegning. Den type udvælgelse og fokusering er også nyttig i et mundtligt oplæg. Der er grænser for, hvor meget information tilhørerne kan håndtere i en mundtlig situation, og derfor er det vigtigt at udvælge, så de kun præsenteres for noget, der er relevant ift. oplæggets pointe.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial