Få ulvens tricks til at sparke motivationen i gang

Tilbage på pinden efter et par dejlige ugers sommerferie. Nu hedder det ikke grill og sommersol, men e-mails og endeløse møder. Det kræver et ordentligt læs motivation, før man får rejst sig fra solsengen og indtager kontorstolen.

Et par motiverende ord og skulderklap kan alle have behov for – om det så er efter ferie, fiaskoer eller ved starten af nye projekter. Og hvordan gør man så lige det? Vi kan ikke få folk til at udføre et stykke arbejde ved pisk – den mentalitet tror vi i hvert fald ikke på. Kolleger og medarbejdere skal motiveres og opmuntres, så de fortsætter det gode arbejde eller lægger flere kræfter i. Her kan retorikken give sit besyv med. Hvordan skaber du tilslutning til dit budskab, så der sker forandring og udvikling? Hvordan får du folk til at gå fra at være sløve, ugidelige og modløse til at være fulde af gejst, arbejdsomme og ihærdige? Det giver vi dig tre råd til.

The Wolf vækker jubelråb

Filmtaler er ofte eksemplariske. Én, der ved, hvordan det skal gøres, er ingen andre end the Wolf: Leonardo DiCaprio. Vi skal ikke til at vurdere, om det var uretfærdigt, at han ikke vandt en Oscar for sin præstation i “Wolf of Wall Street”. Nej, vi skal se på hans motiverende, om end dramatiske tale til sine medarbejdere. De færreste vil nok være så bombastiske som ham, men lad os se nærmere på, hvad han gør for at motivere sine medarbejdere. Se videoen, og lær af Leo – du får måske selv lyst til at stryge mod Wall Street for at sælge aktier over telefonen.

Fordel rollerne, så I når målet

“Pick up the phone and start dialling! I want you to deal with your problems by becoming rich! All you have to do today is pick up that phone and speak the words that I have taught you. And I’ll make you richer than the most powerful CEO of the United States of f****** America.”

Okay, det er måske lettere sagt end gjort, men målet er klart: De har hver en rolle for sammen at blive rig, rigere, rigest. Som leder træder Leo frem – han uddelegerer ikke arbejdsopgaverne, så han kan sidde afslappet med benene placeret på skrivebordet. Han fordeler rollerne, viser lederskab og samler dem til at gå en vej.

Gør målet og rollefordelingen tydeligt for dine kolleger og medarbejdere, og træd ind i fællesskabet. På den måde er det lettere og mere konkret for dem at gå til opgaven. En omgang motivation uden retning fiser bare ud, så snart døren til mødelokalet er åbnet.

Tydeliggør prisen, de stræber efter

“I’ve been a rich man and I’ve been a  poor man. And I choose rich every f****** time. Cause, at least as a rich man when I have to face my problems I show up in the back of a limo wearing a 2000 dollars suit and 40,000 gold f****** watch!”

Standarden er muligvis lidt høj, men han står som blændende billede på det, de kan opnå. Han bliver en omvandrende motivationsfaktor for dem. Han er det, de skal stile imod og det, de kan blive. De ser nok livet lidt sjovere som den rige mand, der drukner problemer i guldure, end som den fattige, der ikke kan forgylde tilværelsen.

Skal du motivere, så sørg for at have en rollemodel – én, der viser, at det kan lade sig gøre. Eller modsat: Tag skræmmeeksemplet frem. Den fejlslagne fremtid kan også i nogle tilfælde tjene som motivationsfaktor. Så kend dine kolleger og medarbejdere, og find ud af, hvad der motiverer dem, så de kan tilslutte sig arbejdet mod målet.

Pump them up

Videoen taler vist for sig selv. Der er ingen tvivl om hans eller deres begejstring. Han pumper dem op, klar til at udføre opgaven. Han opildner. Han råber, de råber som var de hooligans til en fodboldkamp. Han skaber lysten, så de påtager sig den rolle, han lige har givet dem.

Nu hvor du har gjort rollefordelingen og målet klart, skal du skabe gåpåmod og kampgejst, så de tilslutter sig. Du behøver ikke få hele kontoret til at hyle, men sæt dem i stødet til at udføre opgaven. Uden opmuntring er der ikke meget motiverende kraft i motivationstalen.

Nedenfor kan du se Ulvens tale i sin helhed

Skriv et svar


Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial