Åbningstalens retorik: Fra Kontrakt til Kontakt

Helle Thorning-Schmidt skiftede kontraktpolitikken ud med kontaktpolitikken, da hun tranformerede sig fra oppositionsleder til hele Danmarks statsminister. Hun benyttede sig at kontraster til fortiden, direkte henvendelser til bestemte dele af befolkningen og gåde-løsning for at inddrage tilhørerne. En dybdeanalyse af Helle Thorning-Schmidts første åbningstale fra Folketingets talerstol.

Af: Simon Lund-Jensen og Peter Koch Palshøj, begge partnere i Rhetor

Udfordringen: Fra oppositionsleder til hele Danmarks statsminister
Tirsdag den 4. oktober 2011 steg Helle Thorning-Schmidt op på Folketingets talerstol.

På talerstolen skulle hun gennem en transformation. Hendes ethos skulle forandres i løbet af de næste 40 minutters taletid.

Få uger før var hun leder af oppositionen, nu stod hun på talerstolen med manuskriptet til Statsministerens åbningstale til Folketingsåret. Når talen var færdig skulle hun gerne forlade talerstolen igen som hele Danmarks statsminister.

Lykkedes det så?

Vores retoriske analyse er, at Helle Thorning-Schmidt alt i alt lykkedes ganske godt. Med åbningstalen trådte hun i karakter som hele Danmarks statsminister.

Det var en meget alvorligt tale, som flyttede fokus fra Anders Fogh Rasmussens berømte kontraktpolitik til en ny krisetids udfordringer med fokus på en usikker økonomi og usikkerhed for dansk lønmodtagere og virksomheder.

Talen blev dog præget af mange overordnede begreber. Det var især en tale til hjernen, og knap så meget til hjertet. Det var en kompetent præsentation af den nye regerings politik, men det var ikke en tale, som for alvor skabte følelser og engagement.

Men åbningstalen er en særlig genre, især for en ny regering. Måske får vi flere følelser og mere engagement at mærke i Helle Thorning-Schmidts næste fremtræden på TV-skærmen overfor hele befolkningen: Nytårstalen om et par måneder.

Indholdet: Fra Kontraktpolitik til Kontaktpolitik
Åbningstalen var samtidig tiltrædelsestalen for en ny regering, bygget på et nyt flertal.

Sidst det skete var i 2002, da Anders Fogh Rasmussen holdt sin første åbningstale for den nye VK-regering.

I 2002 brugte Anders Fogh Rasmussen åbningstalen til at sætte flueben på den kontrakt, han havde indgået med vælgerne.

Lige så fast kontraktpolitikken var, lige så fast var den form, Fogh afrapporterede I:

“Før valget lovede vi at give en halv milliard til ældrepleje. Den halve milliard er nu bevilget.”
“Før valget lovede vi at stramme udlændingepolitikken. Det er nu gennemført.”
“Før valget lovede vi at indføre et skattestop. Skattestoppet er nu trådt i kraft.”

Tjek, tjek, tjek. Sådan. Handlekraft og holdte løfter i en tid hvor Danmark var på vej ind i en historisk højkonjunktur med astronomiske friværdier i villakvartererne og ny økonomisk fremgang over hele linjen.

I 2011 står Helle Thorning-Schmidt med en anden udfordring. Økonomien har tabt pusten siden finanskrisen tog fat i 2008. Tiden kalder på andre svar, end dem der blev leveret i 2002.

Retorisk begynder Helle Thorning-Schmidt talen med at markere et grundlæggende skifte fra VK-regeringens faste kontraktpolitik til en ny kontaktpolitik: “Jeg vil sige tingene, som de er: Det bliver ikke let. Vi skal arbejde hårdt. Vi skal træffe svære valg.”

Derfor vil SRSF-regeringen “involvere mange” og “bygge bro mellem uenigheder”.

Danmarks nye statsminister gør simpelthen en dyd af nødvendigheden. Hendes parlamentariske grundlag bygger på fire partier, der spænder fra Enhedslisten til Det radikale Venstre.

Spændvidden mellem de 4 partier kan betyde, at Helle Thorning-Schmidt også vil forsøge at gennemføre aftaler med partierne i den nye opposition. Det brede samarbejde som var et ofte gentaget løfte i valgkampen. En begyndelse er, at hun vælger ord og formuleringer, som kan passe i munden på den nye oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen.

Her hjælper den økonomiske krise til, og flere gange i talen gentages der et særligt mantra: Ansvarlig økonomisk politik. Thorning siger for eksempel: “vi bruger ikke en krone, før vi har fundet finansieringen.”

Lars Løkke Rasmussen drillede da også Thorning umiddelbart efter talen med en bemærkning om, at store dele af talen kunne han da selv have holdt.

Når talen bevæger sig fra kontraktpolitik til kontaktpolitik, så handler det dog ikke kun om mulig kontakt til oppositionen. Det handler også om en udstrakt hånd til dialog med forskellige befolkningsgrupper, som bliver nævnt i løbet af talen.

Åbningstalen: En genre med flere publikum
Åbningstalen er en særlig genre. Det er den eneste tale, som er foreskrevet i grundloven. Her står, at regeringen skal give Folketinget en vurdering af rigets almindelige tilstand og de påtænkte foranstaltninger for den kommende tid.

Det er altså en bundet opgave. Stil de største udfordring op foran tilhørerne, og peg på svarene.

I følge grundloven henvender talen sig til Folketinget.

Men det ser i realiteten anderledes ud i en medialiseret og globaliseret tidsalder.

Talen er både henvendt til salen, journalisterne og specialisterne. Og så bliver talen ovenikøbet sendt direkte til hele befolkningen på indtil flere tv-kanaler.

Det er en særlig udfordring for statsministeren for en ny regering med et nyt flertal. For der er mange, som bliver påvirkede af det nye.

Der lyttes til talen, og den nærlæses, blandt specialisterne i ministerierne. Ordvalget om økonomien nærstuderes af finansanalytikerne i de internationale kreditvurderingsinstitutter.  Journalisterne står klar med blokken, kameraerne og analyserne umiddelbart efter, at talen er holdt. Alt imens mange tusinder af interesserede medborgere sidder klar med kaffen foran tv-skærmen.

Åbningstalen er derfor noget andet end nytårstalen. Statsministeren er nødt til at tale om økonomien i et sprog, som umiddelbart forstås af finansmarkederne og bureaukraterne i ministerierne, men det er samtidig et sprog som er abstrakt og følelsestomt for mange journalister og almindelige tv-seere.

Helle Thorning-Schmidt valgte at tale til alle de forskellige grupper af tilhørere. Resultatet er en tale, som er mere til hjernen end til hjertet. En tale der mange steder bevæger sig på et overordnet og abstrakt niveau. Hun vælger samtidig at kompensere for det abstrakte ved at henvende sig direkte til forskellige befolkningsgrupper i løbet af talen.

“Og til jer siger jeg…” – Clintons goal-plan-role
I talens afsnit om uddannelsespolitik benytter Helle Thorning-Schmidt et trick fra den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton: “Vi vil bygge en alliance med de unge. I skal være hurtigere til at uddanne jer, få et arbejde og yde et bidrag til samfundet. Til gengæld vil vi arbejde hårdt for at gøre danske uddannelser til nogle af de bedste verden. Jeg vil sige til alle Danmarks unge: I er fremtiden. Det er nu, I skal tage ansvar for den.”

Bill Clinton tog ofte udgangspunkt i taleskrivningens GPS, nemlig Goal-Plan-Role.

Han satte et fælles mål op, beskrev sin plan for en løsning, og gjorde såvel tilhørernes som sin egen rolle krystalklar og tydelig.

Helle Thorning-Schmidt benytter sig af Goal-Plan-Role flere steder i talen med henvendelser til de offentligt ansatte, Danmarks udsendte soldater og ungdommen.

Målet er at vise en udstrakt hånd, og samtidig involvere tilhørerne i talen. Det handler i sidste ende om at motivere til forandring.

De konkrete eksempler blev ofret
Skal man motivere sit publikum til at sadle op på en hest og ride ind i fremtiden sammen med taleren, så skal man ikke omtale transportmidlet som et firføddet hovdyr. Man skal i stedet fortælle en konkret historie om hesten Rufus med den varme krop, de stærke ben og det milde sind.

I åbningstalen er der er en del firføddede hovdyr, f.eks. “moderne helhedsløsning”, mens der er få rigtige Rufus’er, der bringer løfterne ned på jorden. En af dem er det energirigtige vindue: “Hvis vi for eksempel stiller krav om, at vinduerne i offentlige bygninger skal være energirigtige. Og samtidig indretter vores lovgivning, så det er dyrt at frådse med energien. Og samtidig giver forskningspenge til energiteknologi. Så vil det skubbe på udviklingen af nye og bedre vinduer”.

En anden Rufus optræder i beskrivelsen af den nye regerings opgør med de såkaldte fattigdomsydelser: “Familier skal kunne levet et almindeligt familieliv. Hvor børnene kan holde fødselsdag. Og gå til fodbold. Og komme med på udflugt. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det er at være barn, der som den eneste får nej, når alle andre i klassen får ja.” Vi kan se det for os, og sympatien bliver vakt.

Men samlet er det småt med Rufus’er. Det bevirker, at talen appelerer meget lidt til sanserne. Når vi som publikum ikke får aktiveret vores sanser, kommer vi nemt til at kede os. Og i sin helhed var åbningstalen kedelig – for alle andre end dem, der lyttede intenst efter, hvad Helle Thorning-Schmidt sagde om netop deres område. Og her er vi tilbage til en afgørende forskel på Thorning og Fogh, mellem 2002 og 2011.

Fogh talte i sin åbningstale uden om smagsdommerne, eksperter og fagfolk. Han talte direkte til befolkningen, for det var dem, han havde en kontrakt med. Thorning talte til udvalgte grupper, de unge, de offentligt ansatte, arbejdsmarkedets parter og oppositionspolitikere, fordi det er dem, hun har brug for at komme i kontakt med.

I den optik kan de manglende Rufus’er betragtes som prisen for Thornings nye kontaktpolitik.

For vel kan historien om Rufus motivere et publikum til at sadle op på en hest. Men den kan også gøre samme publikum skeptisk overfor pludselig at blive tilbudt et æsel med navnet Rolf i stedet. Og når man som Thorning vil lave fleksibel kontaktpolitik med så forskellige parter som arbejdsgivere, lønmodtagere og opposition, så må man også lade transportmidlet stå åben for forhandling.

Kontraster markerer opgøret med Dansk Folkeparti
Den nye regering er blandt andet kommet til verden i et opgør med Dansk Folkepartis indflydelse på udlændingepolitikken.

Helle Thorning-Schmidt benytter en række kontraster til at præsentere den nye regerings politik på udlændingeområdet. Dermed sætter hun regeringens politik op overfor den tidligere regerings politik om en fast og fair udlændingepolitik. Nu tilføjes der nuancer:
“Vi skal integrere, ikke udelukke.”
“Rimelige krav, ikke urimelige barrierer.”
“Vi skal bygge mennesker op. Ikke bryde dem ned. Det gælder uanset, om de skal blive eller tilbage til deres hjemland.”

Førhen har vi haft “fast og fair” i baghovedet, når der blev diskuteret udlændingepolitik og integration. Fremover kommer vi til at have disse kontraster i baghovedet i stedet. For som Helle Thorning-Schmidt ønsker i talen, så skal der en ny balance ind i denne sag. Det viser hun gennem kontrasterne.

Et enkelt sted lyder Helle Thorning-Schmidt endog som Dronning Margrethe i hendes nytårstaler: “Det ødelægger et menneske at bo i årevis på et asylcenter. Det skal vi ikke byde mennesker, som allerede er mærket af mareridt, som de færreste af os kan rumme. Det kan vi ikke være bekendt.”

Vaccinen: “Ja, vi har hørt det før – og ja, det bliver svært”
Politikere beskyldes ofte af mange vælgere for at ville bryde løfter og ikke gøre noget reelt for at løse problemer. Politikere beskylder også gerne deres politiske modpart for ikke at gøre nok ved de problemer, som præger samfundet.

Det vil en ny regering naturligvis gøre anderledes.

Helle Thorning-Schmidt understreger derfor flere gange, at nu sker der noget nyt:
“Det er sagt før. Regeringen vil sætte handling bag ordene.”
“Vi vil sætte kraft bag ordene.”
“Det er sagt før. Forskellen er, at denne regering vil sætte grøn handling bag ordene”.

Det er en ny statsministers privilegium at sige dette efter 10 års styre fra den anden blok. Vi får se, hvad der sker i virkeligheden, og hvornår det er den anden blok, som gentager de samme fraser.

Derfor er der også god grund til at vaccinere mod antagelsen af, at det bliver nemt at nå den nye regerings mål. Det gør Thorning-Schmidt gennem hele åbningstalen:

Om velfærden: “Vi skal have mod til at prioritere. Vi skal have mod til at gå nye veje. Vi har ikke råd til, at det offentlige overskrider sine budgetter.”
Om sundhedssystemet: “Samtidig siger jeg åbent: Vi kan ikke få opfyldt alle vores ønsker.”
Om økonomien generelt: “Og vi bruger ikke en krone, før vi er helt sikre på, at vi kan skaffe pengene.”

Så er pointen vist sivet ind. Denne regering vil sætte handling bag ordene, men det bliver svært.

Gåde-løsning får os til at tænke sammen Thorning
Gåder, der har en løsning, er fin måde at involvere publikum på. Vi følger talerens tanker og tænker med på løsningen af de problemer, der præsenteres. Vi når næsten selv at tænke løsningen, inden taleren præsenterer den.

Gåde-løsning er en retorisk figur med stor virkning.

Vi kender det fra prisuddelinger som Oscar-festen eller P3 Guld. Først kommer en lang præsentation af en skuespillers eller musikers bedrifter, og først bagefter får vi navnet på vinderen.

Emnet er mere alvorligt, men figuren den samme, da den nye statsminister talte om en gruppe, der har det særligt svært.

Først bliver vi ledt på sporet: “Der er en gruppe af mennesker, som ofte bliver overset, fordi deres lidelser er mindre synlige. Fordi deres sygdom kan virke mindre håndgribelig. Fordi de desværre stadig bliver mødt med fordomme. Men hvor det at holde sammen på hverdagen er en så overvældende byrde, at selve livsgnisten er i fare for at gå ud.”

Så får vi at vide, at vi er på rette vej med vores gæt: “Denne regering vil tage psykiske sygdomme lige så alvorligt som fysiske.”

Og så præsenteres løsningen: “Vi vil forbedre psykiatrien. Og vores allerførste indsats vil være hurtig hjælp til børn og unge, der rammes af psykiske lidelser. En dreng, der lider af tvangshandlinger, eller en pige, der kæmper med depressioner, skal have hjælp hurtigst muligt.”

Næste gang: Nytårstalen
Efter talen trådte Helle Thorning-Schmidt ned fra Folketingets talerstol. Nu forvandlet til hele Danmarks statsminister.

Talen ridsede regeringens udfordringer og løsninger op. Det var dog ikke en tale, der var præget af store følelser og stærk involvering af de vælgere, som sad hjemme foran tv-skærmen.

Åbningstalens udfordring er da også, at den skal tale til mange forskellige grupper af publikum.

Samtidig begrænses talens konkrete indhold af, at den nye statsminister med sin kontaktpolitik og den økonomiske krise ikke kan beskrive en masse meget konkrete løsninger. De skal jo udvikles i det samarbejde, hun vælger at stå på mål for i talen.

Derfor er talen da også ganske kedelig på lange stræk. Sådan må det være. Det er hverken en 1. maj-tale eller en festtale til nationen.

Nytårstalen bliver den næste gang, hvor vi alle kommer til at se Helle Thorning-Schmidt tale. Måske den tale kommer til at vække flere følelser og sanser. Vi får se.