Hvad kan vi lære af Oprah Winfrey?

Den amerikanske tv-stjerne Oprah Winfrey tog publikum med storm, da hun natten til mandag, dansk tid, gav en tale til den amerikanske prisuddeling Golden Globe, efter at have vundet Cecil B. DeMille-prisen. Publikum hyldede hende i stående ovation alt imens hun talte sig ind i den brandvarme #MeToo-debat og sendte tanker tilbage i historien til blandt andre Martin Luther King og Rosa Parks.

Siden mandag er Oprah blevet hyldet af verdenspressen. Men hvad var det, hun gjorde så godt? Hvorfor fungerer hendes tale? Her kommer par nedslag i talen, der er værd at bide mærke i. (Har du endnu ikke set talen, kan du scrolle ned ad siden og se den i sin fulde længde. Ellers må du bare nøjes med vores guldkorn)

Med historien som argument

Inden det giver mening at tale om, hvorvidt en tale fungerer, er det nødvendigt kigge på den i forhold til den situation, den bliver holdt i. Til prisuddelingen var aftenens tema tydeligt defineret. Tæt på samtlige stjerner fra den amerikanske filmbranche var klædt i sort på den røde løber. Farven på tøjet skulle markere en støtte til den nyetablerede Time’s Up-bevægelse, der skal bygge videre på #MeToo og sætte fokus på kampen mod overgreb og ulighed på tværs af køn og professioner.

Men Oprah Winfreys tale starter et andet sted. Nemlig foran fjernsynet på linoleumsgulvet i hendes barndomshjem i Milwaukee. Her ser hun for første gang i verdenshistorien en sort mand, nemlig Sidney Poitier, vinde en Oscar for bedste skuespiller. Det er en oplevelse, som gør stort indtryk på den unge Oprah, og i sin tale ytrede hun et håb om, at mange små piger så med, da hun selv natten til mandag modtog æresprisen ved Golden Globe som den første sorte kvinde i verdenshistorien.

Med fortællingen trækker Oprah tråde tilbage til historien og bruger den som argument for forandring. Billedet af den helt unge Oprah foran fjernsynet i barndomshjemmet markerer den udvikling, der er sket med verden fra dengang til nu. Da hun taler om de små piger, der forhåbentlig så med natten til mandag, markerer hun et ønsket om, at de skal vokse op i en verden i stadig forandring mod det bedre.

Oprah henter opbakning i racediskriminationens historie gennem de mange referencer til Martin Luther King som for eksempel: ”How we overcome” og ”a new day is on the horizon! And when that new day finally dawns (…)”. Hun sender også en tanke og en tak til frihedskæmperne Recy Taylor og Rosa Parks, og skaber en rød tråd op gennem historien, der tilføjer #MeToo-debatten tyngde og alvor.

Et fælles opråb til stærke kvinder

Endnu en forudsætning for en vellykket tale er at kende sit publikum og at kunne tale til det. Oprah bygger bro til det faktiske publikum i salen gennem ros og anerkendelse:”(…) because of a lot of magnificent women, many of whom are right here in this room tonight, and some pretty phenomenal men, fighting hard to make sure that they become the leaders who take us to the time when nobody ever has to say “me too” again”. I citatet roser Oprah ikke alene sit publikum. Hun pålægger dem også et implicit ansvar ved at fortælle dem, at de må blive nogle af de ledere, verden har behov for, hvis vi skal nå derhen, hvor vi aldrig mere behøver at sige ”me too”.

Talen er tv-transmitteret, og det er tydeligt, hvordan Oprah ikke alene taler til de amerikanske filmstjerner men til hele verden: ”They’re the women whose names we’ll never know” og fortsætter ”They are domestic workers and farm workers. They are working in factories and they work in restaurants and they’re in academia and engineering and medicine and science. They’re part of the world of tech and politics and business. They’re our athletes in the Olympics and they’re our soldiers in the military”.

Hvis vi lægger mærke til det, er ordet ’og’ anvendt hele ni gange i ovenstående citat. Det skaber en polysyndetisk effekt, hvilket betyder, at vi som publikum uden at lægge mærke til det sidestiller de forskellige erhverv med hinanden i stedet for at hierarkisere dem. Oprah fortæller sit publikum, at det i kampen om at sætte fokus på overgreb og ulighed er lige meget, om du er fabriksarbejder eller læge. Hun skaber en fælles vi-identitet mellem dem, der ønsker at kæmpe. Og hun bygger bro til mændene, da hun senere i talen siger: ”And every man—every man who chooses to listen”.

 Til sidst i talen slår Oprah fast, at noget må slutte og noget andet må begynde: “For too long, women have not been heard or believed if they dared to speak their truth to the power of those men. But their time is up. Their time is up” siger hun og markerer sin støtte til den nyetablerede Time’s Up-bevægelse.

Stilen i Oprahs tale er højstemt. Men kun den særlige situation tillader hende, at tale som hun gør, uden at det virker påtaget eller overdrevent. Men hun formår at bruge situationen, og hun kan tale til sit publikum, der hvor de er, og derfor fungerer talen. Det er klart, at en politiker for eksempel ikke kunne have sagt det samme og opnået samme effekt. Ind imellem kan det være fristende at sammenligne en tale med en rockkoncert snarere end et fagligt oplæg eller en politisk debat. Og hvis vi skal dømme ud fra publikums begejstring, er det her et af de tilfælde.

Leave a Reply

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial